Når døden kommer
At miste et menneske, man elsker, gør ondt. Midt i sorgen har vi brug for trøst og tryghed – og for et sted, hvor der er plads til både tro, tvivl og fortvivlelse.
I kirken er der rum til det hele. En kirkelig begravelse eller bisættelse er en værdig afsked, hvor vi samles omkring det kristne håb om opstandelse og evigt liv. Her mindes vi det liv, der er levet. Vi siger tak, og vi sætter ord på savnet. Vi deler sorgen – og håbet – i fællesskab.
Samtale med præsten
Inden begravelsen eller bisættelsen mødes de pårørende med præsten til en samtale. Her taler vi om, hvordan handlingen skal foregå, hvilke salmer der skal synges, og hvilke ønsker I måtte have. Måske har afdøde selv haft ønsker for sin afsked. Måske skal vi finde en god vej sammen.
Præsten vil også gerne høre om den afdødes liv – noget af det, der var særligt og værdifuldt. Det er med til at forme talen i kirken.
Samtalen er samtidig en mulighed for at sætte ord på de mange følelser, der opstår i mødet med døden: sorg, taknemmelighed, frustration, kærlighed. Præsten er ikke kun en ceremonileder, men også en samtalepartner. Han eller hun er der for at lytte og støtte – med erfaring og uden at være følelsesmæssigt involveret.
Selve begravelsen eller bisættelsen
Begravelsen begynder i kirken med bøn, salmesang, bibellæsning og en tale om den afdøde. Hvis I har særlige ønsker til salmer, musik eller andre elementer, taler vi om det til forberedelsessamtalen.
Et centralt øjeblik i både begravelse og bisættelse er jordpåkastelsen. Præsten kaster tre gange jord på kisten og siger ordene:
"Af jord er du kommet,
til jord skal du blive,
af jorden skal du igen opstå."
De tre håndfulde jord symboliserer livets bevægelse: liv – død – liv.
Ved begravelse sker jordpåkastelsen ved graven, hvor kisten sænkes i jorden.
Ved bisættelse sker jordpåkastelsen i kirken, hvorefter kisten køres til krematoriet. Urnen med asken nedsættes på et senere tidspunkt.
Et sidste farvel
En kirkelig begravelse giver rum til både sorg og taknemmelighed. Det er en stund til at tage afsked i kærlighed, i fællesskab og i tro – med tillid til, at døden ikke får det sidste ord.
Kontakt præsten
Sognepræst Lykke Wester, kbf.
M: 26 74 06 46
E: LFW@km.dk
Fridag: Mandag
Sognepræst Jesper Marbæk Christensen
M: 42 58 13 09
E: JEBC@km.dk
Fridag: Mandag
Praktisk omkring dødsfald
Når man mister et menneske, står man midt i sorg og afsked – og samtidig er der mange praktiske forhold, man skal tage stilling til. Her får du et overblik over det vigtigste.
Bedemandens rolle
De fleste vælger at kontakte en bedemand, som kan hjælpe med de praktiske og formelle opgaver i forbindelse med dødsfaldet. Bedemanden kan bl.a. bistå med:
- Kontakt til kirkekontor og præst
- Anmeldelse af dødsfaldet
- Transport af kiste
- Koordinering af tid og sted for begravelsen eller bisættelsen
- Hjælp til valg af blomster, dødsannonce og evt. mindesammenkomst
Anmeldelse af dødsfald
Et dødsfald skal anmeldes til begravelsesmyndigheden – det vil sige præsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde havde bopæl. Anmeldelsen skal normalt ske senest to hverdage efter dødsfaldet. Bedemanden kan hjælpe med denne anmeldelse.
Begravelse eller bisættelse
Som pårørende skal man tage stilling til:
Om afdøde skal begraves eller bisættes (brændes)
Tid og sted for handlingen
Valg af kirkegård
Eventuelle ønsker om en bestemt præst, salmer eller andre personlige elementer
Måske har afdøde selv udtrykt ønsker i forvejen – ellers taler I med præsten og finder en god løsning sammen.
Find mere information
På Kirkeministeriets borgerportal kan du finde flere oplysninger om dødsfald og begravelse:
På Borger.dk kan du også finde råd og vejledning om hvordan du skal forholde dig midt i sorgen: