Det var i maj 1995 jeg og min kone Ellen for første gang satte os til rette på en bænk i Skt. Povls Kirke i Korsør. Jeg overvejede at søge den ny opslående stilling, som sognepræst efter sognepræst Jørgen Ottesen. Det var overraskende at træde ind i kirken. Den var meget smukkere end jeg lige havde forestillet mig da jeg stod udenfor. Efter gudstjenesten og mødet med nogle fra menighedsrådet besluttede jeg mig for at søge. Jeg var lige knap færdig på universitet. Jeg manglede i al fald at få den sidste karakter for specialet. Vi boede den gang i Ølgod mellem Varde og Herning, men kom fra et arbejde som missionærer i Nigeria for Sudanmissionen, som i dag hedder Mission Afrika. Vi havde været med til at uddanne kommende præster til den lutherske kirke i Nigeria. Jeg var den gang cand.mag. i historie og kristendom. Men da ønsket opstod om selv at virke som præst var der dengang ingen vej uden om en fuld teologisk uddannelse. Efter 4 ekstra år på Århus Universitet søgte jeg stillingen i Korsør og jeg fik den. Så i august 1995 flyttede jeg og Ellen og vore tre børn til Korsør og kom til at bo i præsteboligen på Tjørnevænget 71. 1. oktober 1995 blev jeg indsat som præst i Skt. Povls Kirke. 

Der fulgte mange travle og spændende dage. Jeg blev ved kirken indtil foråret 2018 altså i 23 år i de første år med Ulla Kiel som kollega og de sidste 12 år med Anna Kluge. Ved min ansættelse blev der givet udtryk, for, at jeg skulle gøre en særlig indsats for børn og unge.  Man havde allerede forsøgt sig med at have minikonfirmander og det blev nu tilbudt alle 3. klasserne i sognet.  I den undervisning var kirken og dens indretning og udstyr udgangspunktet. Det var stor tilslutning og stor interesse. Mange gange har jeg fortalt om dåb og døbefont med en flok ivrige børn stående rundt om den. Lidt uhyggeligt tror jeg de følte det, når jeg fortalte om noget, der ligner et fodaftryk fra et barn på den sydlige side af døbefonten. 

Der ud over var der i løbet af kirkeåret særlige gudstjenester for børn og unge teenagere. Vi holdt buskdag sammen med FDF og andre spejdere. Der var i de første år den særlige mønstringsgudstjeneste for spejderkorpsene i byen efter nytår. Der var fastelavnsgudstjeneste, hvor katten bag efter blev slået at tønderne. Men så var der også Kirke og kødsovs, som hurtigt blev en stor succes. Ja, nogen gange var der så mange med, at vi nærmest ikke kunne være i Skt. Gertruds Hus til det med kødsovsen bag efter.  I kirken var der en hel flok af voksne hjælpere, men ikke mindst børne og unge medarbejderen havde her en vigtig rolle. 

Dertil var der også mange dåbslørdage i kirken.  Ved disse dåbsgudstjenester brugte jeg ofte den såkaldte flonellograf ved hjælp af hvilken, jeg kunne fortælle Bibelens fortællinger. En gang skulle jeg fortælle historien om Jesus og hans disciple på Genesaret sø. Det var dengang, der blev stormvejr og Jesus lå bare og sov indtil de vækkede ham. Midt i den fortælling skete uheldet. Jeg tabte Jesus ned i dåbsvandet. Det var lidt pinligt, men også morsomt ja, faktisk kunne jeg jo lave en pointe ud af det, for Jesus faldt jo i vandet. Han lod sig døbe som en af os, selv om Johannes Døberen protesterede. 

Der var en rimelig god kirkegang i Skt. Povls Kirker. Jeg har aldrig oplevet messefald, selv om der var enkelte dage i kirkeåret, hvor vi var nede på eller måske under 20 deltagere: julesøndag, 2. påske og pinsedag og så måske også skærtorsdag.

Derfor flyttede vi skærtorsdag gudstjenesten fra formiddag til aften og så gjorde vi ydermere det, at vi spiste sammen først i Skt. Gertruds Hus, men senere i selve kirkens midtergang. Kirketjener Ninette og gode hjælpere dækkede et langt flot bord, lavede lækker mad og så holdt vi gudstjeneste omkring bordet og forsøgte dermed at genopleve lidt af den sidste nadver. Der var altid fyldt helt op. For mange var det en stor oplevelse.

Der var mange andre store oplevelser i Skt. Povls Kirke. For mig var det altid helt overvældende at opleve juleaften, når salmesalmesangen væltede op imod mig fra flere hundrede mennesker. En anden god oplevelse var de aftner, hvor der var åben kirke i forbindelse med city evenings. Her kunne der komme mange hundrede mennesker ind i kirken for at se, høre, opleve og få en snak. 

Så er der al den dejlige musik, som jeg har lagt øre til. Da jeg kom var Knud Skogstad organist og han kunne få orglet til næsten at bruse over. Det gjaldt både det klassiske og det rytmiske. Det samme gjaldt da Steen Johansson blev ansat.  Så var der de mange dejlige koncerter i kirken.  Blandt disse vil jeg nævne det russiske mandskor og dernæst kvindekoret fra Nigeria. Ved begge disse koncerter kunne man ligefrem fornemme vibrationerne i bænken, man sad på. 

Den åbne kirkedør i det forkerte verdenshjørne for en kirke er helt rigtig for Skt. Povls kirke. For hermed står kirken med en åben invitation til byens folk om, at træde indenfor. Jeg vil ønske menigheden et stort tillykke med kirkens jubilæum. Jeg håber at kirken også i fremtiden vil gøre det nemt og fristende, at træde ind ad døren for at lytte til gode og livgivende ord og toner. 

Pastor emeritus Thomas Hansen